Et stigende antal it-forhandlere oplever, at bankernes nervøsitet under finanskrisen gør det sværere at låne til selv kernesunde forretninger.
Hos B2B-forhandleren Itplaneten i Varde har man på nærmeste hold mærket, hvad det kan betyde, når en storbank ryster på hånden.
»Den Danske Bank havde i flere måneder bejlet til os, fordi vi ville skifte bankforbindelse. Men da vi kom frem til målstregen, klappede de i som en østers. De havde tydeligvis fået at vide fra København, at der var lukket for at give kredit til it-branchen,« siger direktør Jacob V. Schmidt, som i stedet fik en god aftale med den lokale Sydbank.
Bankernes tilbageholdenhed skaber forvirring hos forhandlere, der er vant til at blive vurderet på klassiske nøgletal som soliditet og cashflow.
Den tidligere Tech Data-direktør Hans Vitalis som i dag står i spidsen for leasingvirksomheden Elitefinans nikker genkendende til forhandlernes stigende problemer med at skaffe finansiering.
»Der er ingen rød tråd i bankernes långivning, og virksomhederne véd ikke længere, hvad der skal til at for at få et lån,« siger Hans Vitalis.
Hos kreditforsikringsselskabet Euler-Hermes bekræfter administrerende direktør Peter Hecht-Hansen it-branchens ry, som en af de brancher, der har sværest ved at betale sine lån tilbage.
Det får bankerne til at sige nej til lån selv om virksomheden i sig selv er sund.
»Bankerne ser ekstra kritisk på visse brancher og det er ikke kun virksomhedens interne forhold, der spiller ind på vurderingen om virksomheden skal have et lån,« konstaterer Peter Hecht-Hansen.
Læs mere i den trykte udgave af CRN, som netop er kommet på gaden.