Den tidligere administrerende direktør i det børsnoterede danske selskab Maconomy, Per Tejs Knudsen, har i al ubemærkethed etableret fundamentet til en ny international satsning.
Den danske virksomhed, CBrain Technology, har allerede åbnet salgskontorer i Norge og USA.
Selskabet er stiftet ved at købe web-udviklingsafdelingen ud af reklamebureauet Manipulation.
- Jeg har holdt kortene tæt til kroppen, siden jeg stoppede hos Maconomy i sommer. Men nu er forretningsplanen, kunderne og netværket på plads. Nu ligger udfordringen i at opbygge en salgs- og distributionsforretning, siger Per Tejs Knudsen.
Overskud fra start
Han ønsker ikke at sige, hvor meget han har investeret i projektet eller hvor stor den nuværende forretnings omsætning er. Dog siger han, at selskabet kommer ud af 2002 med et par hundrede tusinde i overskud.
- Vi har ikke en færdig vækstplan, for det er meget svært at spå om efterspørgslen. Men jeg tror selvfølgelig på, at det kan blive en rigtig stor og en god forretning. Ellers var jeg ikke gået ind i det, siger Per Tejs Knudsen.
Han har selv sat sig for bordenden i CBrain Technologys bestyrelseslokale, og har netop ansat sin tidligere kollega fra Maconomy, Bo Bache i jobbet som administrerende direktør.
Bo Bache kommer fra en stilling som ansvarlig for business intelligence leverandøren SPSS i Europa, Mellemøsten, og Afrika (EMEA). Han har tidligere været ansat hos SAS Institute.
Bo Bache får brug for sin internationale erfaring. Uden at løfte sløret for meget, siger Per Tejs Knudsen, at "det er ambitionen at skabe en international succes".
Værktøjskassen fuld af komponenter
Forretningskonceptet går ud på, at CBrain har udviklet en lang række software-komponenter i XML, der kan trækkes op ad værktøjskassen, når en kunde har et konkret behov.
Fordi der er tale om software udviklet i XML, kan en standard-komponent nemmere tilrettes, så den passer til kundens individuelle behov.
Dermed skulle udviklingsopgaverne gerne blive så korte, at flere kunder tør binde an med at få udviklet flere småprogrammer, der understøtter deres forretningsprocesser.
- De sidste 25 år har kunden kun bekymret sig om integration. Havde man en SAP-løsning, så skulle de programmer, som man siden anskaffede sig til at forbedre forretningsprocesserne, også være fra SAP, siger Per Tejs Knudsen.
First-mover fordel skal udnyttes
- Jeg tror meget på, at XML vil skabe en revolution på markedet for softwareudvikling. Vi vil i højere grad se programmer, der understøtter en bestemt forretnings-process mere end vi vil se programmer, der er målrettet et bestemt segment, mener han.
Som eksempel nævner han kommunen, der skal have udviklet et lille webmodul til afstemninger på nettet eller bryggeriet, der har brug for et webprogram, hvor ølkunderne kan måle deres behov.
Han spår, der vil komme en hel underskov af web-udviklere, når webservices som programmer på .Net platformen for alvor slår igennem.
- Timingen for vores forretning er god. Vi er ganske vidst hurtigt ude, men når IBM har bebudet investeringer på 30 milliarder i webservices og Microsoft gradvist holder op med at supportere windows-platformen og kun taler om .Net, så er det nu, vi skal give den hele armen, siger Per Tejs Knudsen.