Den nordsjællandske infrastrukturforhandler Syskon har hentet Christoffer Witt Qvist ind som ny partner med særligt fokus på at styrke salg og marketing.
»Jeg skal arbejde med både gamle og nye kunder i forhold til vores konkurrenter. Målet er et bredere funderet konsulent- og forhandlerhus. Det bliver i vid udstrækning de kunder, jeg tidligere har arbejdet med i i2i og Four Systems. Men Syskon er ikke hardwareforhandler på samme måde som Four Systems og i2i, men baserer sig også på konsulentydelser og salg af licenser,« siger Christoffer Witt Qvist.
Han peger på, at det er nyt for Syskon at profilere sig på den salgsmæssige side.
»Der er allerede gjort et godt stykke arbejde på salgssiden. Det er det, der nu skal sættes ekstra fart på. Jeg har samarbejdet med Syskon i tiden med Four Systems og kender dem siden 2000, så vi kender i det hele taget hinanden godt,« siger Christoffer Witt Qvist.
Hans nye job markerer et comeback til it-branchen efter, at han i 2007 forlod jobbet som salgsdirektør i i2i, som kort forinden havde købt hans selskab Four Systems. Efter afskeden med i2i var han i en periode bundet af en konkurrenceklausul, ligesom han har drevet et firma i en anden branche.