Den århusianske Apple-forhandler Good Guys kom ud af 2010 med et overskud før skat på 400.000 kroner mod 1,6 millioner kroner året før. Alligevel er direktør Michael Henneke tilfreds med resultatet, som skal ses i lyset af, at det samtidig er lykkedes at hæve omsætningen med knap 20 procent til godt 24 millioner kroner.
»Når man går så voldsomt frem i omsætning, må det gå ud over dækningsbidraget. Men egentlig er jeg forbavset over, at det er gået så godt, som det er. Jeg havde egentligt troet, at vi havde brugt flere penge på investeringer,« siger Michael Henneke, som samtidig peger på, at en række aktiviteter i årets løb er flyttet over i Good Guys moderselskab, H. Nielsen Aps, som i 2010 lavede et overskud er på yderligere cirka 200.000 kroner.
Good Guys, som i dag beskæftiger i alt fire medarbejdere, leverer først og fremmest Apple-løsninger til de grafiske branche, men har på det seneste også kastet sig over markedet for bruttolønsordninger, hvor det ligesom hos de grafisk kunder er en fordel at markedsføre sig selv som »Danmarks mindst uærlige it-forhandler«, som Henneke med et glimt i øjet beskriver sin virksomhed.
»Det er meget få kunder, vi mister. Vi er ikke bange for at fortælle kunderne, hvis der er en ny version af et produkt på vej, og at de derfor skal vente med deres indkøb,« siger Michael Henneke, som forventer, at virksomheden i den kommende periode vil koncentrere sig om at konsolidere sig og udnytte de investeringer i blandt andet øget datakapacitet, som er populære hos de grafiske kunder.