De 45 ansatte i softwarekoncernen Adobe Systems nordiske afdeling ved ikke om de er købt eller solgt, efter at det amerikanske moderselskab har annonceret, at ni procent af koncernens ansatte - svarende til 680 medarbejdere - skal fyres.
Ifølge det svenske nyhedssite it24 har Adobe endnu ikke løftet sløret for hvad fyringerne vil betyde for den nordiske organisation.
»Lige nu ved vi ikke, hvordan det vil påvirke Norden. Det jeg ved er, at det påvirker globalt og på alle forretningsområder og niveauer, men mere specifikt kan jeg ikke komme med kommentarer,« siger PR-ansvarlig Susanne Persson til it24.
Hun oplyser, at en tidligere fyringsrunde i december i fjor, som kostede 600 job, ikke fik betydning for Adobe i Skandinavien.