Der er godt gang i online-handlen i de tyndt befolkede dele af Danmark.
Det konkluderer detailgiganten Coop, hvis onlinebutik sidste år omsatte for over 100 millioner kroner.
- Det har vist sig, at specielt vores små butikker i de tyndt befolkede dele af landet, står for en uforholdsmæssig stor del af omsætningen, siger internetchef Annette Falberg hos Coop Danmark.
Hun vurderer, at over 40 procent af omsætningen stammer fra kunder, der vælger at hente og betale deres vare i en af detailgigantens mindre butikker.
Hent og betal lokalt
Coop står blandt andet bag LokalBrugsen, Dagli'Brugsen, SuperBrugsen, Kvickly og det tidligere OBS!, der nu hedder Kvickly xtra.
- Vi plejer at sige, at vores onlinebutik har resulteret i, at lokalsamfundet har fået en Kvickly xtra lige om hjørnet, og det holder meget godt stik, siger Annette Falberg.
Konceptet i Coops netbutik går ud på at sælge varer, der ikke er i sortiment i de små butikker og lade kunderne selv bestemme, hvor de vil afhente og betale for varen.
Dermed kommer det den lokale brugs til gode, hvis brugsens medlem køber på nettet. For mens det er Coop, der håndterer logistikken af varerne og driften af onlinebutikken, er det den enkelte brugs, der scorer omsætningen.
Udvidet sortiment
Af de 100 millioner kroner, som Coop omsatte for på nettet i 2002, stammer omkring tre fjerdedele fra varer, der slet ikke er i sortiment i de fysiske butikker.
- På den måde sikrer vi, at onlinebutikken ikke kannibaliserer mere end højst nødvendigt, og at kunderne alligevel kommer i de fysiske butikker for at købe deres dagligvarer, siger Annette Falberg.
Således solgte Coop ægte tæpper for 1,2 millioner kroner på en weekend via sin netbutik. Den allermest solgte vare i netbutikken i 2002 var en lænestol. Ialt 1500 lænestole blev købte kunderne online.
Uden at ville konkretisere det, oplyser Coops internetchef, at netbutikken kører med overskud.
- Og vi regner med at øge omsætningen med omkring 50 procent i indeværende år, siger Annette Falberg.
Samtlige 1000 butikker i Coop har medlemmer, der sidste år gik på indkøb i detailkædens netbutik.