Det danske spilfirma Savannah har fået konkurrence fra selskabets stifter og tidligere administrerende direktør Per Rosendal.
Per Rosendal valgte at stoppe i Savannah, der står bag populære spil som Onkel Bellini, Rasmus Klump og Jungledyret Hugo, da selskabet i februar blev overtaget af Dansk Bredbånd.
Hans nye virksomhed, Kongo Interactive, vil levere interaktive tjenester og ikke mindst spil til danske foreninger, virksomheder og myndigheder.
- Jeg mener ikke, vi kan betegnes som konkurrenter som sådan. Vi skal til at udvikle spil fra bunden, mens Dansk Bredbånd skal leve af at sælge de spil, Savannah har licensen på, oplyser Rosendal.
Tabte millioner på konkurs
Det seneste år har hans titel været administrerende direktør i Savannah, men han lægger ikke skjul på, at det ikke har været en særlig sjov tid.
- Vi har været igennem en meget hård tid, ikke mindst fordi vi tabte millioner på en af vores kunders konkurs. Derfor har vi måttet skille os af med flere dygtige medarbejdere, og det er aldrig en ønskværdig situation at befinde sig i, siger han.
Kongo Interactive er et anpartsselskab under stiftelse. Organisatorisk fungerer der som et kontorfællesskab for otte af Per Rosendals tidligere kolleger i Savannah, men for at holde startomkostningerne i bund er ingen blevet ansat.
Medarbejderne lønnes på freelancebasis, og selskabet har ifølge Rosendal kunder nok til at løbe rundt fra starten.
- Min konkurrenceklausul forbyder mig at arbejde videre med de universer, som Savannah har licenserne på, men vi har fundet en ordning, der giver mig mulighed for at arbejde videre med den viden, jeg har opbygget over otte år hos Savannah, siger han.
Ingen investorkroner
Savannah var delvist ejet af Dansk Kapitalanlæg, der også er hovedaktionær i Dansk Bredbånd.
Det nye selskab får som udgangspunkt ingen storinvestor ind over.
- Der er både glæder og pligter forbundet med at få investorkapital. Man kommer let til at bruge mange kræfter på at udarbejde rapporter, der tilfredsstiller investorerne, og det tager tid fra arbejdet med at passe forretningen. Vi har råd til at klare os seks måneder frem, og hvad der sker derefter, tager vi, som det kommer, siger Per Rosendal.
Siden etableringen af Savannah i 1999 er selskabets underskud vokset støt, og i det seneste regnskabsår for 2001 endte det med et minus på 11,2 millioner kroner.
Savannah beskæftigede på et tidspunkt 29 medarbejdere, men der var kun fire tilbage, da Dansk Kapitalanlæg overtog forretningen i februar.