De islandske investorer Baugur Group har gennemført en selskabsmæssig forårsrengøring i sine tele, medie og finansielle investeringer.
Baugur-koncernen har blandt andet solgt sine aktiviteter i Humacs danske kæde til Stodir Invest, der ejes af samme kreds som Baugur Group.
Humacs administrerende direktør i Danmark mener ikke, at de finansielle rokeringer fører til ændringer i Humacs forretninger.
»Det får absolut ingen konsekvenser for vores forretning. Baugur- koncernen har valgt at lave tre selskaber i stedet for et. Og dermed får koncernen et mere klart billede af sine aktiviteter rent selskabsmæssigt,« udtaler Steen Mortensen, der er administrerende direktør i Humacs danske afdeling.
Den samlede finansielle manøvre i Baugur Group omfatter værdier for 430 millioner britiske pund, hvilket svarer til lidt mere end fire milliarder danske kroner.