To nye rapporter fra Cisco ser nærmere på de faktorer, der får internet-trafikken til at stige. Og Cisco er ikke i tvivl om, at det især er video, der kommer til at belaste nettets infrastruktur i de kommende år. Den totale nettrafik vil næsten blive femdoblet over en periode på fem år fra 2006 til 2011. Internet-videostreaming og downloads vil tage en større del af båndbredden og vil vokse fra at udgøre 9 pct. af forbrugernes internettrafik i 2006 til at udgøre 30 pct. i 2011.
Rapporterne afliver samtidig myten om, at nettet vil kollapse under vægten af streaming video. Men det kræver en konstant udbygning af nettets infrastruktur. Global internet-videotrafik var omkring 120 petabytes om måneden i 2006, hvilket er næsten fem gange større end trafikken, der gik igennem USA's internet-backbone i 2000.
Det forudsiges, at onlinevideo vil opleve tre vækstbølger. YouTube er kun begyndelsen. Den anden bølge af videotrafik vil drives af internetvideo til tv-skærmen. Efter 2015 vil en tredje bølge af videotrafik blive drevet frem af videokommunikation. Det ventes at internetvideo-til-tv vil tidobles fra 2007 til 2011, mens internetvideo-til-pc vil forøges med en faktor fire.
Cisco forventer at forbrugernes IP-trafik vil overhale erhvervslivets IP-trafik allerede i 2008. Forbrugernes IP-trafik vil vokse hastigt med 58 pct. fra 2006 til 2011, sammenlignet med en vækst på 21 pct. i erhvervslivets IP-trafik. Forbrugernes IP-trafik vil overstige 17 exabytes om måneden i 2011. En exabyte er 1.000.000.000.000.000.000 bytes.