I modsætning til med programmer som Skype bliver der mulighed for både at ringe til almindelige fastnet-telefoner og beholde sit almindelige nummer.
Det vil fortsat være gratis at ringe via computeren, men Redspot vil opkræve et abonnement på 39 kroner om måneden for at kunderne kan ringe til fastnet-telefoner og beholde deres eksisterende nummer.
Direktør Aksel Paulsen fra Redspot forudsiger at udbredelsen af IP-telefoni vil eksplodere i de kommende år.
»De fleste af Danmarks 600.000 bredbåndskunder vil i de kommende år skifte til IP-telefoni,« siger Aksel Lykke Paulsen til ComON.
I sidste uge lød startskuddet i Sverige, da Telia meldte ud, at de vil tilbyde IP-telefoni, hvor kunderne kan ringe til almindelige telefoner. Herhjemme er TDC stadig afventende.
»Vi vil gå ind i markedet for IP-telefoni til private, når vi mener der er noget at byde på,« siger markedsdirektør Morten Brøgger fra TDC til ComON.
Redspot startede med at etablere Wi-Fi zoner, også kaldet hotspots, men det marked har ikke udviklet sig helt så hurtigt som Redspot forventede. Derfor kastede virksomheden sig i efteråret over markedet for bredbåndsforbindelser til private. Det er dette marked, som de med IP-telefoni, håber at udvide.