HostIt i Silkeborg med fire medarbejdere er ved månedskiftet blevet opkøbt af hostingvirksomheden DIR fra Skejby.
»Købet passer fint ind i DIRs vækststrategi, og det er kun naturligt, at der sker en konsolidering i hosting-branchen. Markedet er jo historisk præget af mange mindre udbydere, og den hurtige teknologiudvikling og kundernes stigende krav til leverandørerne er med til at accelerere denne konsolidering,« siger DIRs direktør Kim Vestergaard.
Da HostIts kunder i forvejen er tilknyttet DIRs eget datacenter, forventer Dir ikke, at kunderne kommer til at mærke de store ændringer i overgangsperioden.