En omsætningsvækst på 56 procent får nu PC-Ware til at ansætte fem account managers med start 1. april. Det er en ekstra stor fremgang i volumenlicenser for Microsoft og Adobe, der ifølge administerende direktør Leif Carlsen har hævet omsætningen.
I alt har den nordsjællandske softwareforhandler i sidste kvartal af 2007 omsat for 64 millioner kroner. Medvirkende til det gode resultat er et par SAM-projekter til licensstyring, der er blevet landet af virksomheden.
I en kommentar til regnskabet skriver Leif Carlsen, at »det går i det hele taget bare rigtig godt over en bred kam, både i forhold til offentlige og private kunder.«
Det gik også godt for PC-Ware i sommeren 2007, da virksomheden landede nogle store aftaler med Forsvaret, DSB og DR. Dengang blev kvartalsomsætningen på 97 millioner kroner. Nu er PC-Ware-direktøren »meget forventningsfuld« med hensyn til resten af regnskabsåret, der slutter med udgangen af marts.