»En tsunami af administrative byrder, som slet ikke står mål med det forventede merprovenu.«
Sådan tordner Dansk Erhvervs skattepolitiske chef Bo Sandberg mod de regler om indberetning af personalegoder, der stadig er hverdagen for danske virksomheder.
For selv om skatteminister Troels Lund Poulsen (V) for længst via medier har lovet at lempe reglerne, som han selv kalder »rigide« og »nidkære«, er der langt fra ord til handling, og det skaber usikkerhed hos virksomhederne, der er i tvivl om hvilke regler, der gælder.
»Indtil videre kan vi som erhvervsorganisation ikke gøre andet end at bede virksomhederne overholde de stramme og molboagtige regler. Det er ærgerligt, for det er en positiv ændring og en politisk vindersag, der er i pipelinen. Indtil videre er det desværre kun fugle på taget. Lad os få dem ned i hånden. Jo før, jo bedre,« siger Bo Sandberg.
Til og med 2009 var det den enkelte lønmodtager, som selv var ansvarlig for at indberette værdien af personalegoder til SKAT, men som en del af skattereformen blev det fra 1. januar 2010 arbejdsgiverens pligt.