Det bliver en cloud-specialist, der fremover skal stå i spidsen for Microsofts server & tools-division, når Satya Nadella overtager posten efter Bob Muglia, som annoncerede sin afgang i sidste måned.
43-årige Nadella, som er af indisk afstamning, har arbejdet for Microsoft siden 1992, og han har siden 2007 arbejdet i Microsofts online services-division, hvor han har haft fingrene dybt nede i udviklingen af søgemaskinen Bing. Han har desuden erfaring fra en lang række af Microsofts øvrige divisioner.
Microsofts topchef Steve Ballmer fremhæver i en kommentar Nadellas erfaring med cloud computing, som er udset til at være krumtappen i softwaregigantens fremtidige forretning.
»Satya har stor erfaring fra både server go online-forretningen, og det bidrager til at accelerere vores momentum på vejen til at levere fremtidens cloud computing scenarier,« siger Steve Ballmer.
Server & tools-divisionen omsætter årligt for omkring 80 milliarder kroner og er dermed hjørnestenen i Microsofts B2B-forretning.