Den Holstebro-baserede it-distributør Mira Data er efter længere tids uro i ledelsen gået i betalingsstandsning.
Ifølge en redegørelse til kreditorerne skal operationen give ro til en rekonstruktion af selskabet og indkøring af en ny ledelse. Den hidtidige direktør og medejer Mogens Vester er samtidig fritstillet med øjeblikkelig virkning.
Mogens Vester blev oprindelig opsagt tilbage i september i fjor, men skulle efter planen fortsætte indtil en ny ledelse var på plads og Vesters ejerandel på 45 procent af selskabets aktier kunne afvikles. Det dårlige samarbejde fik i sidste måned den anden storaktionær Mike Rasmussen til at trække sig helt ud af selskabets bestyrelse.
Under betalingsstandsningen har direktør Dan Jakobsen fra søsterselskabet Mira Internet midlertidigt overtaget ledelsen af Mira Data.
Ifølge bestyrelsesmedlem Kaja Jørgensen er man dog allerede meget tæt på at kunne ansætte en ny direktør for den kriseramte forhandler. Den nye direktør skal efter planen starte i midten af juli.
Kaja Jørgensen vurderer over for CRN, at kreditorerne kan se frem til at få dækket en stor del af deres tilgodehavender. Hun glæder sig samtidig over, at grundindtjeningen i virksomheden trods den senere tids uro kun har udløst et mindre underskud. Dog har mangelfuld styring af varelager og debitorer ført til »et betydeligt tab«, som Kaja Jørgensen udtrykker det.
»Vi har endvidere positive tilkendegivelser omkring finansieringen af den fortsatte drift. Vi håber derfor, at virksomheden kan overleve efter betalingsstandsningen, og vi har allerede lavet akkordordninger med flere kreditorer, så vi er optimister indtil videre,« siger Kaja Jørgensen.