I fredags gav Mogens Nørgaard LEAN og andre best practice-metoder en hård medfart på CRN-TV. Nu bliver Nørgaards antagelse bekræftet af en undersøgelse som Capacent Epinion har foretaget blandt en række ingeniører.
Ifølge undersøgelsen føler godt 40 procent af de adspurgte, at LEAN-projekter har ført til øgede mødeaktiviteter. Og 42 procent sætter ligefrem lighedstegn mellem LEAN og øget eller uændret spildtid. Det skriver Ingeniøren.
Undersøgelsens reslutat kommer da heller ikke bag på CRNs fredagsvært Mogens Nørgaard, som i sin seneste videoklumme har angrebet best practice-fænomenet.
»Lean er bare en ny ford'isme, og jeg tror grundlæggende på, at ford'isme altid vil mislykkes, fordi vi mennesker er så grundlæggende forskellige. Man kan ikke bare mekanisere mennesket. Vi er ikke japanere der skal hugge fingrene af hinanden af skam, hvis vi ikke opnår nogle bestemte resultater. Vi er danskere, vi har en baggrund og kan nogle andre ting end japanere og amerikanere,« siger Mogens Nørgaard, som tilføjer, at man blot skal give mennesket lov til at arbejde i fred.
Lektor i økonomistyring, Ivar Friis fra Handelshøjskolen i København har et bud på hvorfor så mange LEAN-projekter går til grunde:
»Den tid kan opfattes som spildtid, hvis medarbejderne ikke kan mærke resultaterne af deres indsats. Der er nok en tendens til at mange LEAN-projekter bliver overbureaukratiserede med alt for mange analyser, i forhold til, hvad virksomhederne reelt får ud af projektet,« siger han til Ingeniøren.