Fra i dag er der adgang til hurtigt trådløst internet på udvalgte transatlantiske ruter hos Lufthansa. I løbet af det kommende år skal det nødvendige udstyr installeres på stort set alle selskabets langdistancefly.
Den tyske flygigant har indgået en aftale med Panasonic Avionics om det nye system, der skulle være det første af sin art i verden.
Allerede i 2004 startede Lufthansa sit første pilotprojekt sammen med Boeing, Connexion, hvor de flyrejsende kunne surfe på nettet ombord. Men Boeing fandt aldrig en fungerende forretningsmodel for sin mobile internet-tjeneste og den blev opgivet i 2006.
Det var en stor fiasko for Lufthansa, som allerede havde ombygget 69 af sine fly med Connexion-udstyr.
Nu forsøger Lufthansa så igen med en kombination af satellit-antenner og trådløse basisstationer i flyets kabine.
Den nye service, kaldet FlyNet, tilbyder en maksimal download-hastighed på 10 megabit i sekundet og 500 kbit/s upload. Det koster 20 euro for en FlyNet-dagsbillet eller 11 euro for en time. Man kan også købe 10 minutter for 1,80 euro.
Panasonic Avionics har også udviklet et system som gør det muligt at tilbyde mobiltelefoni i flyet, men det vil Lufthansa indtil videre ikke tilbyde. Det er heller ikke tilladt at bruge ip-telefoni – flyselskabet mener, at det vil forstyrre andre rejsende.
På et senere tidspunkt bliver det til gengæld muligt at sende og modtage sms-beskeder med mobilen.
Frem til udgangen af januar er det helt gratis at bruge FlyNet hos Lufthansa, men det mobile bredbånd over skyerne findes i øjeblikket kun på tre transatlantiske ruter.