Tyve stjal natten til onsdag fire paller med Sony fladskærme fra en lastbil parkeret på en rasteplads ved Tappenøje, syd for Køge. Det oplyser politiet i Vordingborg. De to chauffører, der kørte lasten havde gjort holdt for natten, og sov i førerhuset, da tyveriet skete. Ukendte gerningsmænd havde skåret et lille hul i lastbilens presenning, hvorefter de havde åbnet den ulåste bagsmæk og fjernet pallerne med i alt ca. 175 fladskærms-tv i størrelsen 20 tommer og 32 tommer.
Politikommissær Finn Christiansen fra Sydsjællands og Lollands-Falsters politikreds oplyser, at man jævnligt får anmeldelser af tyverier fra lastbiler parkeret på rastepladser ved motorvejen. Han undrer sig nogle gange over, om chaufførerne virkelig sover, når tyveriet sker.
»Det er meget påfaldende, at tyvene kan gøre det, uden at nogen vågner. De må være usandsynligt dygtige til at fjerne tingene, uden at nogen opdager det,« lyder det fra politikommissær Finn Christiansen.
På den anden sider hænder det også, at folk virkelig sover, når tyveriet sker. Finn Christiansen siger, at politiet af og til fanger tyve, mens de bryder ind i campingvogne, altimens campisterne sover indeni.