CBC-forhandleren Kontorbutikken i Grindsted fejrer sin 15 års fødselsdag i denne uge med en god gammeldags køtilbudskampagne, der skal skaffe kunder i biksen og lokal opmærksomhed.
For de morgenfriske bysbørn er det blandt andet muligt at erhverve sig en Ipad til 2000 kroner, foruden bærbare computere og printere til priser ned til 15 kroner. Ifølge direktør Johnny Hansen er der i alt tilbud på 10-15 produkter.
»Det er blevet vores varemærke, at vi en gang om året laver lidt ekstra sjov i gaden med en række gode køtilbud. Vi har gjort det gennem de seneste seks-syv år, og der plejer at være fem-seks personer, der overnatter udenfor, og i løbet af de første morgentimer kommer køen op på omkring 30 stykker,« fortæller Kontorbutikkens direktør Johnny Hansen.
15 års fødselsdagen bliver fejret hele ugen.