47-årige Henrik Rasmussen træder ind i direktionen hos KMD, hvor han bliver direktør for Market og Service.
Henrik Rasmussen kommer fra SAP, hvor han havde stillingen som Head of Industry Business Solutions og medlem af den EMEA-regionale ledelse. Tidligere har Henrik Rasmussen stået i spidsen for SAP i Norden.
Hos KMD får Henrik Rasmussen blandt andet ansvaret for at føre KMDs internationale ambitioner ud i livet.
»Jeg ser frem til at være med til at løfte en af de helt store danske it-virksomheder ud på den internationale scene. KMD har en yderst solid position i Danmark, og det bliver en spændende opgave at sætte mine internationale erfaringer i spil, så KMD får et godt afsæt i forhold til vækstambitionerne, der er lagt for dagen uden for landets grænser,« udtaler Henrik Rasmussen.