It-rigmanden Ib Kunøe trækker nu sin økonomidirektør Sven Madsen tilbage til Consolidated Holdings.
Da Ib Kunøe gennem sit selskab Consolidated Holdings i december 2004 købte en tredjedel af Columbus IT overtog han et selskab i krise. Da dårlige økonomiske resultater i 2005 trak flere topdirektører ned fra deres stillinger i Columbus IT, valgte Ib Kunøe i august 2005, at sætte Sven Madsen ind som midlertidig økonomidirektør med ansvar for at vende virksomheden til succes. Dengang var det kun meningen, at Sven Madsen skulle sidde på jobbet i et halvt års tid.
Det er nu blevet til to et halvt år.
»Det trak længere ud end det var oprindeligt tænkt, på grund af ledelsesskifte og restrukturering,« siger Sven Madsen.
Nu er Sven Madsens job overstået og han går fra 1. januar tilbage til sit oprindelige job som økonomidirektør i Consolidated Holdings. Her skal han stå for sine oprindelige opgaver i selskabet med køb og salg af virksomheder og udvikling af selskaberne i Consolidated Holdings. Det drejer sig blandet andet om Topnordic, Columbus IT, Danware og Guideix.
Helt slipper Sven Madsen dog ikke Columbus IT. Han sidder fortsat i bestyrelsen, ligesom han også sidder i bestyrelsen for Kunøes anden ERP-investering Guideix.
Ny økonomidirektør i Columbus IT bliver Heine Thorsgaard, der hidtil har været koncernøkonomichef i selskabet. Han overtager en forretning i vækst. I Columbus IT's seneste kvartalsregnskab forventede ledelsen, at få et overskud før skat og afskrivninger på omkring 40 millioner kroner og en omsætning på næsten 900 millioner kroner.