Det er måske skæbnens ironi at en af de mest konfliktrige dele af verden samtidig er en af de mest mineralrige. Den Demokratiske Republik Congo i Afrika har været hærget af brutale konflikter i flere årtier, men Congo gemmer også mange af verdens mest efterspurgte mineraler - herunder mange af dem, som bruges til elektroniske kredsløb. Der advares nu om, at pengene fra de lovlige og ulovlige åbne miner som er spredt over landet er med at til finansiere den fortsatte borgerkrig mellem oprørere og regeringshæren.
Filmen "Blood Diamond" satte for alvor fokus på handlen med værdifulde ædelstene fra nogle af verdens mest krigsplagede områder, og det førte til krav om "konfliktfri" diamanter. Nu ser det ud til, at en lignende udvikling kan ramme it-branchen.
For det er ikke længere nok, at en computer skal være miljøvenlig, energibesparende og fri for skadelige kemikalier. Den skal også være fri for "blod", altså metaller som tin, guld, tantal og tungsten, der er hakket fri af jorden af arbejdere under slavelignende forhold i lande som Congo og derefter solgt for at finansiere våbenkøb til selvudnævnte befrielseshære.
Det har fået verdens største producent af computere, HP, til at starte et initiativ, hvor man forsøger at få sine leverandører til at dokumentere herkomsten af alle metaller i deres produkter. Det skriver CNET. Ligesom med diamanter skal det være muligt at forfølge den enkelte sending helt tilbage til den mine, hvor metallerne kommer fra. HP har valgt at fokusere på stoffet tantal, som bruges i meget stort omfang i elektroniske kredsløb. Pc-producenten forsøger i første omgang at sikre, at metallerne ikke kommer fra Congo.
Men det er langt vanskeligere at spore metaller end diamanter - og når først de er smeltet om, er det umuligt at sige hvor de kommer fra.
Og kompleksiteten er enorm. En simpel bærbar computer indeholder måske komponenter fra 15 forskellige leverandører, og de bruger hver især komponenter fra adskillige andre leverandører, som igen kan have deres egne underleverandører. Så det er ikke nemt at spore, hvor alle komponenterne kommer fra.
Men HP og andre pc-firmaer satser på, at man kan presse andre industrier som f.eks. flyproducenter og bilfirmaer til at udvikle standarder for, hvordan man kan certificere herkomsten af metaller - og dermed undgå, at der klæber blod på de færdige produkter.