Efter EU-Kommissionens indgreb mod roaming-taksterne sidste sommer, hvor mobiloperatørerne blev tvunget til at sænke priserne markant, har EU-kommissær Viviane Reding truet med et lignende indgreb overfor priserne på data-roaming.
Det har nu fået fem europæiske teleselskaber til at gå sammen om at reducere en gros-priserne på data-roaming frivilligt. De fem selskaber opfordrer samtidig de andre europæiske mobiloperatører til at følge trop.
Det er hollandske KPN, Base fra Belgien, tyske E-Plus, polske Play samt 3 i England, Italien, Østrig, Sverige og Danmark, der er blevet enige om en en gros-pris på maks. DKK 1,86 (0,25 euro cents) pr. MB.
»Det er godt, at vi fik sat de europæiske roaming-priser ned på samtale sidste år. Initiativet var desværre allerede utidssvarende, da det blev vedtaget, fordi det ikke dækkede dataforbrug, der er en lige så vigtig del af vores mobilbrug som den traditionelle telefoni. Vi er naturligvis interesserede i at kunne tilbyde vores kunder de samme flatrate-priser i det øvrige Europa, som de er vant til, når de bruger internettet herhjemme,« siger Morten Christiansen, adm. direktør i 3 Danmark.
I dag kan roaming-priserne på data være 50 gange så høje, som de priser man kender fra operatøren i hjemlandet. Det har fået mange mobilbrugere til at være påpasselige med at hente data via mobile netværk i udlandet.
»Første skridt er en gros-priserne, men hvis initiativet skal lykkes og komme forbrugerne til gode, kræver det, at de øvrige europæiske spillere støtter op om tiltaget,« siger Morten Christiansen.
De nye en gros-priser træder i kraft den 1. marts, men omfatter altså indtil videre kun kunderne hos de fem selskaber.