»Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, at TDC i et vanskeligt marked kommer ud med et resultat, som er bedre end ventet, og vi forventer yderligere fremgang i år,« siger Thorleif Krarup, bestyrelsesformand i TDC.
Til gengæld må selskabet notere en nedgang i omsætningen på 1,7 procent fra 51,155 mia. kroner til 50,263 mia. kroner i 2003. Det er desuden 2,4 mia. kroner under den omsætning på 52,6 mia. kroner som TDC sidste år havde sat som mål for 2003.
Nedgangen i omsætningen skyldes især omlægninger af det tyske datterselskab Talkline og pres på den danske fastnetforretning. Her faldt omsætningen med 7,9 procent til 10,074 mia. kroner, og TDC angiver selv at det blandt andet skyldes konkurrencen fra telefoni via internettet, IP-telefoni.
Således faldt antallet af danske fastnetkunder med 5,8 procent i 2003 til 2,527 mio. kunder ved årets udgang. Til gengæld steg antallet af ADSL-kunder med 60,1 procent fra 2002 til 2003 og udgjorde ved årsskiftet i alt 405.000. I alt steg TDC's danske kundetal med 9,2 procent til 7,4 mio. kunder, mens hele TDC-koncernen fik 14,5 procent flere kunder, så der nu er 15,6 mio. kunder.
Talklines omsætning faldt 12,6 procent til 6,668 mia. kroner, mens TDC's danske mobilforretning kunne præstere en omsætningsfremgang på 5,5 procent. Det skyldes blandt andet en stigning i antallet af afsendte sms'er med 134,2 procent.
Også TDC Switzerland og TDC KabelTV har omsætningsfremgange på henholdsvis 6,0 og 14,4 procent, mens omsætningen hos TDC Forlag gik tilbage med 6,9 procent.
»Vi har forsvaret vores stærke position på det danske mobilmarked, og vi er tilfredse med vores vedvarende succes på bredbåndsmarkedet. Vores udenlandske aktiviteter fortsatte deres fremgang, og de bidrager i stigende omfang til koncernens resultater,« siger koncernchef og administrerende direktør Henning Dyremose.
TDC anslår at fyringen af i alt 1626 medarbejdere i 2003 vil koste telekoncernen 1,050 mia. kroner, og resultaterne vil vise sig allerede i 2004.
»Det er positivt at se, at restruktureringerne allerede begynder at få effekt, siger analytiker Rasmus Køjborg fra Alm. Brand Børs.
»De har fået lavet arbejdet med at rydde op og få skåret forretningen til. Det er ikke noget dårligt signal overfor en eventuel køber af TDC,« fastslår Rasmus Køjborg.
For 2004 forventer TDC en samlet omsætning på 50,9 mia. kroner og et resultat på 2,75 mia. kroner.