Kæmpemobiler er tilsyneladende på mode lige nu.
Først kom Samsung med sin kæmpe fem tommers Note (se historien her) - og nu er HTC klar med en 4,7 tommer stor mobil med Microsofts nyeste Windows Phone 7 system.
Måske kender du bedst HTC for firmaets utallige Android-mobiler, men for blot få år siden var HTC en af de største producenter af Microsoft-mobiler.
Og selv om Microsofts Windows Phone 7 ikke kan mønstre imponerende markedsandele, er HTC stadig med på Microsoft-vognen.
Derfor har taiwanerne lanceret 4,7 tommer mobilen med det imponerende navn: HTC Titan.
På trods af størrelsen på 131,5 mm x 70,7 mm x 9,9 millimeter vejer HTC Titan 160 gram og leveres med 16 gigabyte hukommelse.
Kameraet er på otte megapixel og kan optage video i 720p.
Et par af specifikationerne er dog ikke helt så imponerende, som navnet antyder, for processoren er en enkeltkernemodel med 1,5 gigahertz, og opløsningen på den store skærm er på sølle 800 x 460 pixels.
Dog er der flere websider, som efter at have prøvet modellen nævner, at Windows Phone systemets "fliser" passer godt til den store skærm.
HTC Titan og dens lillebror HTC Radar på 3,8 tommer sælges i Danmark fra oktober.
Nedenfor kan du se en kort video fra lanceringen af telefonen.