Artikel top billede

Sådan laver du en superfed PowerPoint-præsentation

Undgå at dine tilhørere går kolde. Lær hvordan du holder en fed præsentation.

Det er heldigvis ikke så svært at lave en god PowerPoint-præsentation. Det kræver blot, at vi gør os en smule umage.

Men alt for tit forfalder vi til at finde en færdig PowerPoint-skabelon og fylde den op med bunkevis af tal og bogstaver.

Det skal du dog passe på med, fordi det ender tit med en drønkedelig og rutinepræget PowerPoint, der sender dine tilhørere direkte i en koma-lignende tilstand

Derfor har vi talt med virksomhedskonsulent, foredragsholder og PowerPoint-brugeren Soulaima Gourani, og sammen med hende giver vi dig en række tips til, hvordan du laver en præsentation, der er så skarp, at den kunne være lavet af en professionel foredragsholder.

Du skal være en entertainer

1. Mindre tekst, færre slides og flere billeder

Da Soulaima Gourani startede som foredragsholder, var der masser af tekst på hendes PowerPoint-præsentationer. 

Men da hun langsomt begyndte at skære ned på tekstmængderne opdagde hun, at evalueringerne på de skemaer, som hun bad sit publikum om at udfylde, blev bedre og bedre. 

I  2010 blev Soulaima Gourani kåret som årets danske foredragsholder, og hvis du vil være lige så skarp til at holde foredrag som hende, bør du måske starte med at rense ud i de teksttunge slides.

"I dag er der derfor næsten ikke noget tekst på mine slides mere. 95 procent af indholdet i mine slides er billeder. Nogle af dem er krydret med et par enkelt tal eller nogle få ord, der er forstørret op i kæmpe størrelse," siger hun.  

Gourani oplever også, at publikum står af, hvis præsentationer indeholder for mange slides. Derfor anbefaler hun også, at du begrænser antallet af sides i dine præsentationer. 

2. Du skal være en entertainer

Folk vil underholdes. Derfor skal du se dig selv som en entertainer og ikke være bange for at være lidt kæk i din præsentation. 

Når Soulaima Gourani vælger billeder til sine præsentationer, er det helt afgørende, at de er både pudsige og sjove. 

Derfor bruger hun også lang tid på at finde og udvælge de rette billeder. 

"Det er næsten det, som jeg bruger mest tid på," siger hun.  

Og ofte er de billeder, som hun bruger, ikke alene sjove. De kan også få publikum til at spærre øjnene op en ekstra gang.  

"Det er tit nogle ret hårde billeder, jeg bruger. Eksempelvis har jeg et billede med en mand, der ligger ned og får en "olfert", siger hun og forklarer for de udindvidede, at en olfert er et klassisk skolegårdstrick, hvor en dreng får hevet hårdt op i sine underbukser.  

Hun krydrer desuden tit sine foredrag med små korte filmklip, og du skal ikke være bange for at gøre det samme. Heller ikke selv om dit publikum består af midaldrende mænd med lyseblå skjorter og stramme slipseknuder.  

Soulaima Gourani fortæller, at hun holder sine foredrag for både ingeniører og de ansatte i landets største banker. 

"De vil underholdes ligesom alle andre. Dit budskab skal bare være seriøst, og billederne skal understøtte dit budskab," siger hun.

Du behøver slet ikke PowerPoint

3. Pas på med diagrammer 

Det er svært helt at undgå at henvise til undersøgelser eller bruge diagrammer og tabeller, når du skal lave en seriøs præsentation.  

Men den slags kan være svært at fordøje, så derfor bør du holde dine diagrammer og tabeller simple og kun bruge et par stykker per slideshow. 

"Folk kan sjældent huske mere end et par modeller fra et foredrag. Derfor fokuserer jeg på kvalitet fremfor kvantitet og tager kun to eller tre modeller med," siger Soulaima Gourani. 

Derudover anbefaler hun også, at du præsenterer dem på en let spiselig måde med en lille smule interaktivitet. Alene sådan en detalje, hvor du løbende tilføjer kolonner til en tabel, som du forklarer, kan være med til at gøre det hele lidt mere spiseligt.

4.Din performance skal også holde uden PowerPoint

Det er dig selv, der skal være i fokus - ikke din PowerPoint-præsentation. 

I princippet skal du kunne levere det budskab ligeså godt uden hjælp fra teknologien. 

Derfor skal du være opmærksom på, at du ikke ender med at stå og være tilskuer til din præsentation. Du skal selv træde frem på scenen. 

"Det der tæller er, at du er dygtig og har noget på hjerte. Folk husker dig for dit engagement og din performance og ikke din slide-præsentation," siger Soulaima Gourani. 

Hun fortæller, at hun uden problem selv kunne holde sine foredrag uden et slideshow, men at hun alligevel bruger det, fordi folk suger viden til sig på forskellige måder.

"Nogle folk er bedst til bare at bruge ørerne, mens andre også har brug for noget visuelt, og der kan en PowerPoint være rigtig god, " siger hun. 

Men en PowerPoint-slide er ikke det eneste visuelle virkemiddel, som du kan bruge. Gourani fortæller, at hun eksempelvis også skriver, tegner og fortæller med en almindelig tusch i løbet af sine foredrag. 

5. Lav dagbog og få feedback

Når du skal i gang med at forberede din præsentation, kan du starte med at give dig selv en opgave.

Du skal føre en lille dagbog i løbet af en uge, hvor du ved, at du vil blive udsat for mange præsentationer.  

"Spørg dig selv, hvad du kan huske, og hvad der var det mest opsigtsvækkende. Skriv dine erfaringer og brug dem bagefter, når du selv skal lave dit eget oplæg", siger Soulaima Gourani.

Med stor sandsynlighed vil du opleve, at de ting, der tænder dig, også virker på dit eget publikum, når du skal ud at holde foredrag for andre. 

Men før du begynder at udsætte andre for din præsentation, anbefaler Soulaima Gourani, at du også får venner og kolleger, som du ved vil sige deres ærlige mening, til at vurdere den.

Læs også:
Hallo - vi gider ikke se dine dødssyge PowerPoints




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere