(Opdateret)En ti år gammel switch, som styrede netværket i de sidste rester af DRs infrastruktur i Radiohuset, lagde natten til i dag store dele af radiosendingen ned.
Mens FM-stationerne P1, P2 og P3 fortsatte på nødprocedure i begrænset kvalitet, gik nedbrudet ud over DR's over 30 forskellige streaming- og DAB-kanaler.
Årsagen til miseren blev i formiddag lokaliseret i en switch i Radiohusets bedagede netværk. Switchen kom sammen med den normale radiosending midlertidigt op at køre igen, men kun for at gå ned endnu engang her over middag, oplyser DR.
"Switchen var ikke helt død - man kunne pinge igennem den og få svar fra en modtager, så det tog os lidt lang tid at lokalisere den som årsag til problemet," fortæller chefen for DR's serviceafdeling, Peter Molander.
Et midlertidigt fix af den døende switch holdt her klokken 13 op med at virke, hvilket endnu engang fik dele af sende-netværket til at gå i sort.
Ifølge Peter Molander er det dog kun en mindre del af streaming- og DAB-kanalerne, der nu er ude af drift.
Han regner emd at få hele sendenettet op på normal kraft sent fredag eftermiddag.
Radiohusets sende-netværk er den sidste rest af infrastruktur, som endnu ikke er flyttet ud til de nye faciliteter i Ørestaden, men det skal efter planen ske inden udgangen af i år.