Artikel top billede

(Foto: HPE/PR)

HPE i frit fald: Vil skære 3.000 medarbejdere fra efter skuffende regnskab

Hewlett Packard Enterprise skærer op mod 3.000 stillinger væk efter et skuffende kvartalsregnskab. Aktiekursen styrtdykker, mens virksomheden også kæmper med udfordringer i sin serverforretning.

Hewlett Packard Enterprise (HPE) befinder sig i en alvorlig krise efter at have offentliggjort et svagt kvartalsregnskab, der har sendt aktiekursen ned med næsten 20 procent.

Som en del af en større spareplan vil HPE skære op mod 3.000 stillinger væk over de næste 18 måneder.

Det svarer til næsten fem procent af arbejdsstyrken, skriver CNBC.

Besparelserne skal bidrage til at hente 350 millioner dollar ind inden regnskabsåret 2027.

Samtidig forventes selskabets overskud at blive væsentligt lavere end analytikernes forventninger, lyder vurderingen.

Hård konkurrence på servermarkedet

HPE’s problemer skyldes især en hård konkurrence på servermarkedet, hvor virksomheden har været nødt til at sælge produkter til lavere priser, samtidig med at omkostningerne er steget.

”Vi kunne have eksekveret bedre,” siger CEO Antonio Neri ifølge mediet og erkender, at HPE har haft svært ved at håndtere skiftet til den næste generation af AI-servere.

Finansdirektør Marie Myers forklarer, at HPE har solgt traditionelle servere med store rabatter, hvilket har haft en negativ effekt på forretningen.

Ifølge finansdirektøren skyldtes det, at man oplevede en betydelig rabatkrig på traditionelle servere, hvilket påvirkede marginerne negativt, skriver mediet.

HPE forsøgt at bremse udgifterne ved at begrænse rejseaktiviteter og andre ikke-nødvendige omkostninger, men det har altså ikke været nok til at dække de faldende indtægter.

AI er ikke en guldrandet forretning

Selskabet har, ligesom konkurrenter som Dell og Super Micro, forsøgt at kapitalisere på den stigende efterspørgsel på AI-servere.

Men selvom HPE’s AI-relaterede ordrer steg til 1,6 milliarder dollar i seneste kvartal, så har det alligevel ikke været en guldrandet forretning for selskabet.

Problemet er, at AI-servere kræver dyre GPU'er fra Nvidia, hvilket presser HPE’s indtjening per solgte enhed.

I første kvartal af regnskabsåret 2025 solgte HPE AI-servere for 900 millioner dollar, som svarer til et fald fra 1,5 milliarder dollar i kvartalet før.

”Vi ser en stærk stigning i efterspørgslen fra virksomheder, men det tager tid at omdanne ordrerne til reelle indtægter,” siger Antonio Neri.

Disse udfordringer bliver kun værre for HPE, når man har de stigende amerikanske toldsatser in mente, som påvirker omkostningerne til serverkomponenter.

Ifølge Antonio Neri vil selskabet opdatere priserne på det område, så de afspejler de højere udgifter, som er et resultat af de amerikanske toldsatser.

HPE er ikke ene om at kæmpe med denne problematik. HP Inc., der blev udskilt fra HPE i 2015, har også annonceret op mod 2.000 afskedigelser som følge af de stigende produktionsomkostninger.

Juniper-opkøb i farezonen

Som om ovennævnte udfordringer ikke var nok, står HPE over for endnu et problem.

I slutningen af januar kom det frem, at det amerikanske justitsministerium har lagt sag an mod HPE for at forhindre selskabets opkøb af netværksgiganten Juniper Networks, der har en værdi af omkring 100 milliarder kroner.

Det amerikanske justitsministerium frygter, at fusionen vil mindske konkurrencen på markedet for trådløst netværksudstyr, hvilket kan føre til højere priser og færre valgmuligheder for kunderne.

HPE-CEO Antonio Neri er dog fortsat optimistisk og fastholder, at købet vil gå igennem.

Retssagen forventes at gå i gang i juli i år.