Customer Relationship Management (CRM) har nu også fundet vej til Københavns Fondsbørs, som har implementeret en CRM-løsning fra den danske softwareproducent DM Software.
I februar 2002 startede Fondsbørsen et projekt, der havde til formål at definere kravene til et fremtidigt CRM-system, og mindre end et halvt år senere var CRM-systemet oppe at køre og klar til brug.
Københavns Fondsbørs fortæller at CRM-satsningen udspringer af et ønske om at opnå et bedre overblik over kunderne.
"Mange af vores kunder er tilknyttet flere forskellige afdelinger - og for at kunne servicere kunderne bedst muligt, ønskede vi at give alle medarbejdere med kundekontakt et fuldstændigt og korrekt billede af hver kunde på tværs af organisationen," siger Anne Vintergaard, salgschef i Københavns Fondsbørs.
Sammen med konsulentfirmaet Platon gennemførte Fondsbørsen en nøje vurdering af de syv produkter på markedet, som umiddelbart opfyldte kravene, og valget faldt til sidst på Dialog Manager fra DM Software.
"Vi valgte Dialog Manager for at få et system, som vi selv kan tilpasse på en nem og effektiv måde, og som levede op til Fondsbørsens nøglekrav: En høj kvalitet i mail-integrationen, en logisk relationsopbygning og mulighed for at etablere funktionelle workflows," siger Anne Vintergaard.
Den trykte udgave af ComON har i denne uge fokus på ERP- og CRM-systemer.