Microsoft vil øge sine investeringer i forskning og udvikling med otte procent til et samlet beløb på 6,9 milliarder dollar i indeværende regnskabsår. Samtidig skal der oprettes mellem 4.000 og 5.000 nye stillinger på verdensplan - heraf mellem 3.000 og 3.500 i USA.
Tallene blev offentliggjort på et analytikermøde torsdag, hvor Bill Gates, Steve Ballmer og andre Microsoft-topfolk fremlagde firmaets planer for det kommende år.
Blandt de mest opsigtsvækkende nyheder var et stort produktfremstød inden for CRM-software. Inden årets udgang skal Microsoft CRM 1.2 være tilgængelig på ni sprog i 20 lande.
Bill Gates fortalte at udviklingen af de forskellige softwareprodukter skal integreres langt stærkere fremover; samtidig med lanceringen af det kommende Windows med kodenavnet Longhorn kommer nye versioner af Office, Microsofts server-software og andre applikationer, der er knyttet til operativsystemet.
I sidste uge offentliggjorde softwarefirmaet sit regnskabsresultat for fjerde kvartal, som var bedre end ventet. Resultatet i fjerde kvartal var 1,9 milliarder dollar, en stigning på 26 pct. sammenlignet med det tilsvarende kvartal i fjor.
Microsoft kunne også notere en omsætningsstigning på 11 pct. til 8,1 milliarder dollar.