De ansatte hos TDC får måske nye arbejdsgivere, men det konsortium, Nordic Telephone Company, der har afgivet et bud på virksomheden, ønsker ikke at efterlade de ansatte i stikken. Det vækker begejstring hos Dansk Metal, der organiserer 11.000 af de 15.000 ansatte.
»Vi er glade for at høre, at de kommende ejere vil tage imod vores opfordring om at komme i dialog,« siger Per Påskesen, forbundssekretær hos Dansk Metal.
»Medarbejderne er en stor og uvurderlig værdi for TDC,« sagde Karl Björklund fra Nordic Telephone Company.
Antallet af ansatte hos TDC skal reduceres i de kommende år. Det har været meningen i lang tid, og det ser umiddelbart ikke ud til, at de nye ejere vil afskedige flere end det allerede planlagte.
»Vi glæder os til at indgå i en dialog, så udviklingen af TDC kan fortsætte,« siger Per Påskesen til ComON.