Vi har ret til at beskytte vores eget privatliv, og vi har ret til at sige vores mening. Det er essensen af et Code-of-Conduct dokument som Google, Microsoft, Yahoo og en række menneskerettighedsorganisationer er gået sammen om. Dokumentet skal sikre private borgers sikkerhed og private oplysninger mod regeringers overvågning.
Firmaerne der er med i Global Network Initiative forpligtiger sig selv til at "undgå eller minimere betydningen af statslige begrænsninger på ytringsfriheden," skriver New York Times, der har fået fat i det endnu ikke offentliggjorte dokument.
I dokumentet hedder det, at retten til privatliv er "en menneskeret og en beskytter af menneskelig værdighed".
Initiativet kom efter især den kinesiske regering er blevet kritiseret for at knægte borgernes brug af nettet og for at kræve private oplysninger fra for eksempel Google.
»Dette er et vigtigt første skridt i at forpligte virksomheder til at obstruere krænkende regeringskrav,« siger præsidenten for Human Rights Watch til New York Times.
Han tilføjer, at initiativet holder øje med, om virksomhederne lever op til det, de lover.
Virksomhederne forpligtiger sig til ikke at udlevere personlige oplysninger fra for eksempel Googles massive logninger af alt, vi søger.
I de seneste år er grænserne for regeringers adgang til borgernes private oplysninger blevet forrykket på grund af anti-terrorlove.