PowerBook-ejere i flok melder sig i disse dage på banen med underlige historier om det de selv troede var ødelagte ramkredse i PowerBooks. Nu viser det sig at det måske er selve ram-pladsen der ødelægges af Mac OS X.
Ifølge de ramte PowerBook-ejere, så står den nederste ram-slot simpelthen af, når man opdaterer til Mac OS X 10.3.9, 10.4 og 10.4.1. Til en start troede mange, at det blot handlede om tilfældige udfald elller fejl i ramkredsen, men at dømme efter mængden, og Apples håndtering, lader det altså til at det er selve rampladsen der ødelægges - og altid den nedre ramplads.
Det hævdes, at rampladsen ødelægges permanent og at hele bundkortet i PowerBook'en skal skiftes for at få gang i den nedre ramplads igen. Ligeledes hævdes det fra flere sider, at problemet gentager sig, også efter reparation, såfremt man installerer samme opdateringer som forårsagede problemet igen.
Teorien går altså på, at selve controlleren eller chipsættet sættes permanent ud af spil. Mange brugere hævder at de først har opdaget fejlen når der skal fyldes mere ram på maskinen. Fejlen rammer angiveligt kun 15" modellerne.
Muligt sagsanlæg
Hjemmesiden lawyersandsettlements.com er netop gået i gang med at samle historier fra ramte PowerBook-ejere, med henblik på at lave et sagsanlæg hvis det viser sig at være et meget generelt problem.
Der kan du også læse mere om fejlen ligesom Macrumors.com også har haft en diskussion af fejlen tilbage i foråret 2005. Oplever man selv noget lignende kan man berette om det i forumet hos ComONs søstermedie Mediamac.dk.