Mindst en fjerdedel af alle hackere i USA arbejder for forbundspolitiet FBI. Det skriver den britiske avis The Guardian. Politiet har presset mange hackere til at samarbejde og sladre om andre cyber-kriminelle ved at true dem med lange fængselsstraffe. Selv de populære online-markedspladser hvor der handles med stjålne kreditkort-data bliver drevet af personer, der allerede er skiftet til FBI.
Denne infiltrering har ført til at hacker-samfundet er præget af paranoia og gensidig mistillid, skriver avisen. Alle mistænker hinanden for at være stikkere.
FBI-agenter har angiveligt udgivet sig for at være ”carders” - hackere der er specialiseret i id-tyveri – og har overtaget kontrollen over kriminelle fora, hvor man har samlet oplysninger for at sende folk bag tremmer.
”De hårde straffe og deres manglende erfaring med retssystemet betyder at mange hackere nemt kan skræmmes til at samarbejde,” siger Eric Corley, der udgiver hacker-bladet 2600.
Det er også Corley, der vurderer at 25 pct. af hackerne allerede står på lønningslisten hos FBI.
Det mest kendte eksempel er nok hackeren Adrian Lamo, der sladrede om Bradley Manning, som mistænkes for at have lækket fortrolige dokumenter til Wikileaks. Manning kontaktede Lamo for at få hjælp, men Lamo gav alle oplysninger videre til myndighederne og Manning har nu siddet i fængsel i mere end et år.
Den seneste udfordring for FBI er at infiltrere anarkistiske grupper som Lulz Security og Anonymous, der er meget løst organiserede. Her kender medlemmerne ofte ikke hinanden. En talsmand for Anonymous bekræfter da også, at man er opmærksom på FBI's overvågning.