Google vil ikke længere samarbejde med de kinesiske censur-myndigheder, meddeler firmaet. Faktisk er Google tæt på helt at forlade Kina.
Årsagen til Googles vrede er, at søgemaskinefirmaet er blevet hacket – underforstået af de kinesiske myndigheder. Google angiver også Kinas forsøg på at begrænse ytringsfriheden på nettet som årsag, skriver New York Times.
Google er ved flere lejligheder blevet kritiseret for at indordne sig under de kinesiske censur-regler. Søgeresultater med emner, som det kommunistiske styre ikke ønsker kineserne skal høre om, er blevet fjernet I den kinesiske version af Google, Google.cn.
Men måske bliver Google på kinesisk fortid.
Ifølge en melding fra søgemaskinefirmaet har der fra et sted i Kina været rettet avancerede hackerangreb mod Google. Angrebene var både rettet mod Gmail-konti tilhørende kinesiske menneskerettighedsaktivister, og mod 33 selskaber – de fleste i Silicon Valley i USA, og angriberne havde held til at lænse flere af selskaberne – men ikke Google – for vigtige oplysninger om kildekode til programmer, skriver New York Times.
De kinesiske myndigheder benægter kendskab til hackerangrebne. De benægter også, at de skulle censurere internettet.
Kineserne har dog kun fået blanke felter, hvis de har Googlet “Dalai Lama” eller ”Massakren på den Himmelske Freds Plads”. For få måneder siden fik myndighederne endvidere lukket for YouTube.
Sagen er blevet en varm politisk kartoffel i forholdet mellem USA og Kina. USA's udenrigsminister Hilary Clinton siger, at regeringen er blevet orienteret af Google og nu vil kræve en forklaring (på hackerangrebne, red) fra Kina.
Google vil forsøge at få aftale med de kinesiske myndigheder som muliggør ucensureret drift af en søgemaskine – hvilket dog kan have lange udsigter.
Lykkes det ikke for Google og kineserne at blive enige, vil Google lukke for Google.cn og dreje nøglen om i sine kinesiske kontorer, hvor 700 kinesere er ansat.
I modsætning til situationen de fleste andre steder i verden sidder Google kun på en mindre del af søgemarkedet i Kina, hvor omkring hver tredje søgning foretages med Google. Kinesernes foretrukne søgemaskine hedder Baidu.