Alle dele af det amerikanske samfund søger at beskytte sig mod fremtidige angreb - også de virtuelle i form af cyberangreb på væsentlige computersystemer.
Præsident George W. Bush udnævnte sidste år en særlig internet-rådgiver, Richard Clarke, der siden har arbejdet med at udarbejde en samlet sikkerhedsplan for amerikanske interesser i cyberspace. Et udkast bliver præsenteret for offentligheden i denne uge.
Dog har nyhedstjenesten Cnet fået et kig ned i planerne. De viser, at den amerikanske regering vil have myndighederne mere involveret i udarbejdelsen i nye internetprotokoller. Arbejdet med internetprotokoller er i øjeblikket placeret hos organisationen Internet Engineering Task Force (IETF), men det skal forbundsmyndighederne fremover tage sig af, slår planen fast.
Til det formål skal der postes milliarder af dollars ud i forskningsinstitutioner og til oprettelsen af nye centre.
"Forskning og research er et kollektivt gode. Den rolle spillede regeringen under opbygningen af nettet - og myndighederne skal fremover levere den nødvendige forskning for at sikre internettets troværdighed", står der i planen.
Præcise oplysninger søges
Ifølge planen skal der ske forbedringer af protokollen Border Gateway Protokol (BGP), der sørger for at binde forskellige computernetværk sammen. BGP er for usikker på grund af sikkerhedsbrister, pointerer udkastet.
Ligeledes bør der ske forbedringer i internets adressebog, Domain Name System (DNS).
"Oplysningerne i DNS-databaserne skal være mere præcise - og der skal udarbejdes bedre mekanismer til at sikre autenciteten af de oplysninger, der placeres i databaserne," fremgår det af udkastet.
Sikkerheden skal også sikres ved, at der bliver oprettet et nationalt cyberspace-akademi til at forske i forsvar mod netangreb. Desuden skal der udarbejdes en handlingsplan for, hvad USA's myndigheder præcist gør, hvis landet bliver udsat for et større elektronisk angreb.
Fremtiden skal søges indfanget ved, at føderale institutioner skal forske i nanoteknologi, kvantecomputere og intelligente programmer.
"Der skal i den sammenhæng også holdes et vågent øje med udenlandsk forskning på disse felter for at forudsige mulige trusler," fastslår udkastet til cybersikkerhedsplanen.