Når der er rørte vande, skal der fiskes. Det er Suns strategi i en tid, hvor der stadig er protester blandt rivalen Microsofts kunder over selskabets reviderede licenspolitik.
Den bliver kritiseret for at gøre det dyrere for de fleste selskaber at benytte Microsofts software - herunder Office-pakken.
Med blik for det er Sun ved at lancere en ny offensiv, hvor selskabet vil give sin StarOffice 6.0 pakke gratis væk til skoler i Europa og Sydafrika.
Det er en gave med en værdi på anslået fem milliarder kroner (650 millioner dollars) - og den vil blive efterfulgt af lignende initiativer i Asien og USA. Det skriver Wall Street Journal tirsdag.
Allerede sidste år søgte Sun i det amerikanske hjemland at vinde frem ved at tilbyde StarOffice til skoler for 191 kroner (25 dollars).
Sun håber, at det nye initiativ vil bringe kontorpakken ud til 26 millioner grundskole- og gymnasieelever i Europa og Sydafrika.
Selskabet understreger, at skolerne ikke er et kerneområde for forretningen, men det er eleverne. Softwarefirmaets topchef, Scott McNealy har tidligere sagt, at hvis unge lærer selskabets software at kende i grundskolen, er de som kunder vundet for livet.
Staroffice var tidligere gratis for alle brugere, men i februar besluttede Sun at kræve licens af private og erhvervskunder. En Open Source-version, som ikke indeholder alle Staroffice funktioner, kan dog stadig hentes gratis.