To giganter indenfor den amerikanske Internet- og mediebranche, Time Warner og America Online (AOL), har offentliggjort planer om at fusionere til et fælles selskab. Time Warner er verdens største mediekoncern og ejer bl.a. CNN, Time Magazine, filmselskabet Warner Bros. og pladeselskabet Warner Music. AOL er den største Internet-udbyder med over 20 mio. kunder, der samtidig råder over sin egen lukkede on-line tjeneste og i de seneste år har markeret sig med opkøb af firmaer som Netscape, ICQ og Compuserve.
Det nye fælles selskab vil have en værdi på 350 mia. dollars. AOL's aktionærer får 55 pct. af aktierne i det nye selskab, der skal bære navnet AOL Time Warner. Time Warner's Gerald Levin skal være CEO i det nye selskab, mens AOL's direktør Steve Case bliver bestyrelsesformand. Handlen betegnes som den første store fusion mellem en mediekoncern og et Internet-firma.
(Kilde: CNN)