Mange er urolige ved at låne bilen ud. For kan man stole på, at den person man udlåner den til, passer lige så godt den, som man selv gør? Det bliver, der snart mulighed for at finde ud af.
En boks med en elektronisk enhed, som normalt sælges til store virksomheder med mange biler i brug, skal fremover udbydes til private.
Boksen registrerer ikke alene, hvor bilen befinder sig, men også hvor hurtigt den kører, og om chaufføren laver aggressive opbremsninger.
Når bilen er trygt tilbage i garagen, kan man begrave sig foran computeren, og herefter downloade en fuld rapport om, hvad bilen er blevet udsat for i den mellemliggende periode.
»Vi kan overvåge enhver brug af bilen, lige fra anvendelse af sikkerhedssele og viskere til brug af speeder og bremser. Ligesom med al mulig anden teknologi skulle systemet blive billigere i løbet af et års tid,« oplyser Mark Packman fra virksomheden Matrix Telematics til BBC.
Systemets producenter forestiller sig, at systemet stadig vil egne sig bedst til virksomhedsbrug fremover, men mener, at der også er et marked for private, som er bekymrede for deres børns sikkerhed, for om forsikringen vil dække ved skade eller som slet og ret er bekymrede for deres bil.
Boksen kan installeres i bilen for cirka 600 britiske pund. Den er siden november blevet udbudt til private i USA, og bruges hovedsageligt af urolige forældre til overvågning af deres teenagebørns kørsel.