Den danske forretningsmand Jeff Galmond, der ejer 38 procent af aktierne i det store russiske teleselskab Megafon, afviser beskyldninger om, at han sammen med den russiske teleminister, Leonid Reiman, har hvidvasket milliarder af kroner, da den russiske teleindustri blev privatiseret i 90'erne.
Wall Street Journal er kommet i besiddelse af et dokument, hvor en af Galmonds tidligere ansatte udtaler, at Galmond i realiteten blot fungerer som stråmand for den russiske teleminister, og at Reiman er den reelle ejer af aktierne. Jeff Galmond afviser dog alle anklager og beklager, at Reiman nu belastes af dokumentet.
»Som jeg nu har gjort gentagne gange, vil jeg gerne afvise, at Reiman har eller har haft nogen relation til IPOC eller har været involveret i konflikten omkring aktierne i Megafon. Der er tale om et stykke papir fra revisorer, der fejlagtigt kobler Reiman sammen medejerskabet af en bestemt fond. Det er min fejl, og det beklager jeg dybt,« siger Jeff Galmond ifølge Børsen.
Jeff galmond og russeren Mikhail Fridman har længe kæmpet en indædt kamp om kontrollen med det russiske teleselskab, og det er ikke første gang, at korruptionsanklagerne mod danskeren er blevet fremført. Tidligere har to andre af Galmonds tidligere ansatte anklaget ham for at være bonkammerat med teleministeren Reiman - men disse anklager er dog ikke blevet tillagt den store vægt, fordi disse to vidner viste sig at have modtaget store pengebeløb af Mikhail Fridman.
De tyske myndigheder er i øjeblikket ved at gennemføre en undersøgelse af forholdene omkring det russiske teleselskab.