Ifølge en ny rapport fra Symantec er mængden af spam næsten halveret i de sidste tre måneder. Det bliver bekræftet af tal fra et andet sikkerhedsfirma, Kaspersky Labs, som endda ser et fald på 81,1 pct. fra juli til september.
Den dramatiske udvikling bliver kædet sammen med anholdelsen af flere personer, der menes at stå bag nogle af verdens største botnet. De kan bestå af millioner af inficerede computere, der bruges til at udsende store mængder spam.
En international operation fik således ram på Pushdo eller Cutwail botnettet, der menes at stå bag 10 pct. af verdens spam. Sammen med sikkerhedsfirmaet LastLine fik man lukket ned for 20 ud af botnettets 30 servere.
Det hollanske politi fik lukket et andet stort botnet, Bredolab, ned i oktober og den formodede armenske bagmand blev anholdt. Det menes at Bredolab på sit højdepunkt bestod af mere end 30 millioner computere og sendte 3,6 milliarder e-mails om dagen.
I en stor aktion mod Zeus-botnettet blev mere end 100 personer anholdt. Mange af botnettets kontrolservere blev lukket ned.
Det er også lykkes at få ram på Spamit partner-programmet, som sendte mails med reklame for falsk medicin solgt fra canadiske websteder.
Symantec fortæller at spam nu udgør 86,6 pct. af alle e-mails – det laveste niveau i et års tid.