Af udstillingsvinduer for ens produkter er Københavns Fondsbørs et af de bedre. Softwarevirksomheden DM Software kan nu også føje børsen til sin kundeporteføjle.
DM Software har solgt sit kundestyringssystem (CRM), Dialog Manager, til Københavns Fondsbørs - og allerede installeret det, så det i juni kunne tages i brug af fondsbørsens ansatte. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Københavns Fondsbørs besluttede i februar i år, at selskabet skulle investere i et CRM-system for at få et bedre overblik over kunderne - og derved være i stand til at levere den rette service afhængigt af kundens individuelle behov.
Ifølge Københavns Fondsbørs salgschef Anne Vintergaard vandt Dialog Manager især på brugervenlighed og muligheden for, at børsen selv kan tilpasse systemet løbende.
DM Software leverer CRM-software til store og mellemstore virksomheder - og har 60 kunder. Det er blandt andre Danske Bank, Coloplast, Dansk Tipstjeneste og Sundhedsstyrelsen samt PBS.