Den afgående Google-chef Eric Schmidt er et af topnavnene på Digital Life Design (DLD) konferencen, som finder sted fra den 23. til 25. januar i München. DLD konferencen har udviklet sig til et af de vigtigste mødesteder for unge europæiske internet-virksomheder og igen i år er det lykkes at tiltrække mange af de største navne fra begge sider af Atlanten.
Den tyske mediegigant Hubert Burda Group, der arrangerer DLD, har blandt andet invitere talere fra Facebook, Groupon og Foursquare. Stort set alle de betydningsfulde web 2.0-firmaer er repræsenteret. Facebook har sendt Randi Zuckerberg (søster til Mark), Groupon er repræsenteret af sin stifter Andrew Mason, og Foursquare har også sendt sin chef Dennis Crowley.
Andre it-giganter som Microsoft, Amazon og Cisco har også sendt folk til München, hvor der også er kendte it-guruer som Esther Dyson, Kevin Kelly og David Gelernter på talerlisten.
Kunst, arkitektur og design er også temaer på konferencer, men den mest interessante del af programmet beskæftiger sig med de nye digitale medier. News Corp. er repræsenteret af James Murdoch – søn af mediemogulen Rupert Murdoch – som måske vil snakke om den kommende iPad-avis The Daily.
Flere af de vigtigste investeringsfirmaer som Accel Partners og Greylock Partners er også mødt op, og der er et særligt spor for helt nye start-ups som f.eks. Instapaper, der allerede har haft stor succes med sit offline læse-værktøj.
Blandt de store navne er det kun Apple, Samsung og Twitter, der mangler i München. Der er mulighed for at se videoer fra de forskellige foredrag og paneldiskussioner på konferencens hjemmeside.