På Comdex-messen i Las Vegas har Corel lanceret en ny version af Linux, der er mere brugervenlig og lettilgængelig end tidligere udgaver af operativsystemet. Den nye udgave er baseret på "Debian" distributionen. Den skal markedsføres overfor almindelige brugere, i modsætning til den typiske, mere teknisk orienterede Linux-bruger. Et Windows-lignende kontrolpanel skal gøre det lettere at installere printere, skærme, grafikkort og modemer. En ny installationsrutine skjuler alle de indstillingsmuligheder, som kan forvirre nye brugere.
En gratis download-version kan hentes fra firmaets website. Standardudgaven med trykte håndbøger og CD'er koster $59.95, mens Deluxe-versionen med spil, WordPerfect og en pingvin-maskot koster $89.95.