Robot: Mere Machine to Transcendent Mind

Computerne bliver stadig mere intelligente, og inden for de næste halvtreds år vil vi se robotter der er klogere end os, uanset om vi vil det eller ej. Sådan ser fremtiden ihvertfald ud, når Hans Moravec giver sit bud i den længe ventede bog "Robot: Mere Machine to Transcendent Mind", der er opfølgeren på den meget læste og omdiskuterede bog "Mind Children".


Hans Moravec, der har skrevet bogen "Robot: Mere Machine to Transcendent Mind" er en af verdens ledende robotforskere, og grundlægger af et af verdens største robotforskningsprogrammer på Carnegie Mellon University. I " Robot: Mere Machine to Transcendent Mind" prøver Moravec at forudsige udviklingen af intelligente maskiner og robotter.


I bogens første kapitler gør Moravec status over forskningen i og udviklingen af intelligente maskiner frem til i dag. Det er en hurtig tour de force gennem historiens fremtrædende forskere indenfor især kunstig intelligens, og de faktiske forsøg med at frembringe diverse computere og robotter, heriblandt Moravecs egne projekter. At manden har fingrene dybt begravet i udviklingen af robotter kan ingen være i tvivl om, og Moravec leverer også en detaljeret og minutiøs beskrivelse af den teoretiske og tekniske udvikling af intelligente maskiner og robotter.


Derpå følger en række scenarier for den fremtidige udvikling af robotter. De er baseret på analogi og ekstrapolation ud fra den udvikling der allerede er sket, med udgangspunkt i bl.a. beskrivelserne i bogens første kapitler, for udviklingen af intelligente maskiner. Moravec kommer med forudsigelser om hvornår de første intelligente maskiner vil blive bygget, og hvordan de vil udvikle sig til at være mere intelligente end mennesker. Det går, ifølge Moravec hurtigt og vil gå stadig hurtigere.


Ifølge Moravec vil vi allerede omkring år 2010 se den første generation af universelle robotter, hvis særkende vil være at de har en generel opfattelse af formål, manipulation og mobilitet.
I år 2020 vil vi se den anden generation af universelle robotter, deres væsentligste træk vil være deres evne til at lære af omgivelserne, og de vil være istand til at korrigere ud fra tidligere handlingers resultater.


År 2030 vil vi, ifølge Moravec, se den tredje generation af universelle robotter, hvis særkende vil være evnen til at iagttage en opgave blive udført af andre, og så lave et program for at udføre opgaven selv. Det gælder for de mere simple jobs. De mere komplicerede ting kræver stadig programmer tilført udefra.


Så i år 2040 vil maskiner nå et intelligensniveau der svarer til menneskers, spår Moravec. De vil være i stand til at ræsonnere. Den fjerde generation af robotter vil have computere, der er stærke nok til at simulere den omgivende verden, samt ræsonnere over denne simulation. Fjerde generations robotter vil være i stand til at udvikle ultrasofistikerede robotprogrammer til sig selv og andre robotter.


Moravec anser udviklingen af intelligente maskiner for at være en snarligt forestående uundgåelighed. Maskiner vil tage over, hvor mennesker snubler. Robotterne vil, ifølge Moravec, være direkte imitationer af noget der allerede eksisterer biologisk, men deres udvikling stopper ikke der. Maskinerne vil i stigende grad være i stand til at designe, diagnosticere fejl og reparere sig selv og hinanden uden hjælp fra os mennesker, og de vil blive stadig bedre til at lære fra verden omkring dem på samme måde som menneskene gjorde i vores biologiske og kulturelle evolution, spår Moravec. Når først maskinerne for alvor bliver avancerede og intelligente, vil de meget hurtigt accelerere den teknologiske evolution og overhale menneskene.

År 2050 vil maskinerne formentlig have udviklet sig i en sådan grad, at de vil være blevet mere intelligente end mennesker.


Hvad så med os mennesker? Moravec foreslår at vi betragter robotterne som vores Mind Children. Intelligente maskiner skal vi, ifølge Moravec, betragte som en slags børn, som vores evolutionære arvinger. Vores kunstige afkom vil vokse fra og forbi os, både i fysisk distance og når det gælder tanker og motiver. På sigt vil deres aktiviteter være uforenelige med jordens fortsatte eksistens. Men fordi vi er det historiske ophav til deres transcendens vil de formentlig, ifølge Moravec, bevare menneskene i en eller anden form, men formentlig ikke en der ligner den som vi kender.


Det er ikke kun de tekniske færdigheder der udvikles. Undervejs bliver robotterne også mere "menneskelige", om man vil, eller måske snarere, får nogle træk til fælles med mennesker, såsom manifestationer af noget der ligner et indre liv som også manifesterer sig udadtil. Fra tredje generation af robotterne vil vi formentlig se en slags selvbevidsthed, hvor robottens handlinger også tager hensyn til hvilke konsekvenser en given handling får for robotten selv.


Udviklingen stopper ikke der. På sigt vil både mennesker - eller det der er tilbage af dem - og robotter blive ren bevidsthed, og grænserne mellem forskellige bevidstheder vil blive flydende. Faktisk, spår Moravec, vi vil uploade os og blive udødelige i en eller anden ikke-biologisk form.
Spørgsmålet om intelligente maskiner er ikke kun et teknisk og praktisk spørgsmål, men også et filosofisk spørgsmål. Hvornår kan en maskine siges at være intelligent? For at svare på det skal begrebet intelligent defineres først.


"Robot: Mere Machine to Transcendent Mind" er en spændende bog, men ikke alle kapitlerne er skrevet lige godt. Problemstillinger tages op for så at blive efterladt med en note om at det pågældende spørgsmål vil blive taget op i et af de kommende kapitler. De forskellige aspekter af udviklingen af intelligente maskiner, de tekniske og filosofiske aspekter og endelig konsekvenserne for menneskeheden blandes også grundigt. Men når det er sagt, så er bogen en af de bøger, som man bare må læse. Bogen er både fascinerende og uhyggelig læsning.
Men udviklingen stopper ikke, og til bogen er der også skabt en webside på adressen http://www.frc.ri.cmu.edu/~hpm/book98/.

Hans Moravec "Robot: Mere Machine to Transcendent Mind" Oxford 1999




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Alfapeople Nordic A/S
    Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

    Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

    27. november 2024 | Læs mere


    Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

    Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

    03. december 2024 | Læs mere


    Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

    Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

    04. december 2024 | Læs mere