Ligesom i Tunesien og Egypten forsøger styret i det nordafrikanske land Libyen også at blokere for internet-kommunikationen under de seneste politiske uroligheder. Ifølge de nyeste tal fra Google Transparency Report har internet-trafikken fra Libyen stort set nået nulpunktet siden den 4. marts.
Dermed ser det ud til at Gaddafi-styret har trykket på den berømte ”kill switch” og slukket helt for netadgang i landet. Dele af Libyen bliver kontrolleret af oprørere, men Gaddafi har stadig kontrollen over teleselskaberne i Tripolis.
Ifølge Trend Micro kan internet-brugere i Libyen i øjeblikket ikke komme i kontakt med omverden. Det menes at det libyske styre har brugt en anden metode end Egypten, hvor man lukkede for den såkaldte Border Gateway Protocol (BGP).
Libyen har i stedet brugt det såkaldte ”blackholing”, hvor det teoretisk set stadig er muligt for udvalgte computere eller netværk inde i landet at sende og modtage data. Det betyder altså at styrets egen internet-forbindelse muligvis er intakt.
The Register bekræfter at stort set alle libyske hjemmesider som er hostet inden for landets grænser i øjeblikket er utilgængelige.
Der har været frygt for at internet-blokeringen også kan ramme den populære url-forkorter bit.ly, som bruger det libyske landedomæne. Men bit.ly ligger i USA og flere af navneserverne for landedomænet er også placeret uden for Libyen.
Så selv en total internet-blokering i ørkenlandet kommer sandsynligvis ikke til at berøre bit.ly. Sidste år fik en anden url-forkorter dog slettet sit domænenavn uden varsel af den libyske domæne-myndighed NIC.ly.