Når myndighederne opdager børneporno på en hjemmeside, skal det slettes. Hvis det ikke er muligt, så kan landene overveje at indføre et netfilter - á la Danmarks DNS-filter - for at blokere for hjemmesider.
Det mener politikerne i EU-Parlamentets retsudvalg (LIBE).
"En blokade kan blot være kosmetisk," har en EU-politiker fra LIBE-udvalget, britiske Andrews Brons, tidligere udtalt.
EU-Kommissionen foreslog oprindelig sidste år, da de fremlagde direktivforslaget at gøre netfilteret obligatorisk for alle medlemslande. Parlamentarikerne vil dog gøre det frivilligt at indføre et filter - de frygter at et netfilter i hele Europa er ineffektivt og besværligt at gennemføre. De vil hellere slette filerne.
EU-forslaget lægger op til, at myndighederne samarbejder med lande uden for EU om at få fjernet børneporno, som ligger på webservere i deres lande. Det er dog ikke altid muligt at få fjernet materialet, og derfor kan et filter altså være nødvendigt - men bør ikke være obligatorisk - mener politikerne i udvalget.
Forslaget i udvalget blev vedtaget med et stort flertal, hvilket som regel betyder, at et samlet EU-Parlament senere vil stemme udvalgsforslaget igennem.
De næste måneder vil politikerne i EU-Parlamentet desuden indgå i en dialog med landene i Rådet, der også skal godkende nye regler, før de kan træde i kraft.
Danmark vil på grund af retsforbeholdet ikke være omfattet af direktivet om bekæmpelse af børneporno. Danmark har allerede en frivillig brancheaftale, hvor Rigspolitiets NITEC-afdeling har en liste over domæner med børneporno-hjemmesider, som internetudbyderne kan vælge at blokere for.
Også Storbritannien, Italien, Finland og Sverige har filtre, som blokerer for hjemmesider med børneporno.
Opdateret onsdag aften: Vi havde ved en fejl skrevet, at de danske internetudbydere filtrere adgang til IP-adresser. Der er tale om et DNS-filter.
Nedenfor er et tv-indslag produceret af EU-Parlamentet om sagen: