For webfirmaerne Scandiaweb og Danaweb har det været en dyr fornøjelse at anvende ulovlige kopier af software.
Den verdensomspændende softwareorganisation, Business Software Alliance, (BSA) har netop indgået forlig med begge virksomheder om samlet erstatning på henholdsvis 500.000 og 400.000 kroner.
Da BSA fik nys om, at Danaweb og Scandiaweb anvendte ulovlige kopier af software, fik organisationen fogedretten til at gennemføre et uanmeldt undersøgelse af virksomhedernes computere.
BSA's antagelser viste sig at holde stik. Fogedrettens undersøgelse viste, at der på virksomhedernes computere var installeret ulovlige kopier af Adobe Acrobat, Adobe Illustrator, Adobe Creative Suite, Adobe PageMaker, Adobe Photoshop, Adobe InDesign, Macromedia Flash, Macromedia Dreamweaver, MS Windows XP, MS Office, MS Visual Studio, MS Access MS SQL, MS Windows og MS Windows Server.
Danaweb og Scandiaweb har udover erstatningerne forpligtet sig til udelukkende at bruge lovlige programmer fremover.