Playstation 3 lægger fra land i kampen om markedet for spillekonsoler i Danmark.
Ifølge Nordisk Film Interactive, der sælger Playstation i Norden, giver et pakketilbud nu en fordobling af salget. Det skriver ErhvervsBladet.
I Merlin kan stigningen ses i forholdet til de andre spillekonsoller. Playstations seneste model sælger nu 3,5 gange så mange maskiner som Nintendo Wii og seks gange så mange som Xbox 360, siger indkøbschef Thomas Borre Hansen fra Merlin.
Startpakken koster 4999 kroner som før, men nu får forbrugerne to ekstra spil og en ekstra controller. Det skulle give en de facto besparelse på 1500 kroner.
Der er en evindelig kamp om markedsandele mellem Sony, Nintendo og Microsoft. De store penge kommer nemlig fra det efterfølgende salg af spil.