For niende gang samles underholdningsindustrien til Electronic Entertainment Expo (E3), som holdes under overskriften "Where Business Gets Fun". Messen i Los Angeles åbner på onsdag og varer i tre dage, og det ventes at mere end 65.000 besøgende vil lægge vejen forbi Convention Center - og det selvom der kun er adgang for branchefolk.
Microsoft holder allerede sit første pressemøde i dag, som sandsynligvis vil fokusere på Online Gaming Service til Xbox. De andre konkurrenter på konsolmarkedet - Sony og Nintendo - holder pressemøder lige efter hinanden tirsdag, hvor de nyeste spiludgivelser til konsollerne bliver præsenteret.
På spilmessen skulle der være mulighed for at få et smugkig på kommende pc-udgivelser som "Half-Life 2" og "Doom III", som allerede blev vist sidste år.
Electronic Arts vil vise efterfølgeren til "The Sims", et af de bedst sælgende pc-spil nogensinde, og Microsoft vil præsentere "Halo 2", en opfølgning til det populære Xbox-spil.
I spilbranchen mærker man ikke meget til den krise, som plager resten af IT-sektoren. For 2003 ventes omsætningen at overstige 30 milliarder dollar på verdensplan.